|
Ældre
filmplakater har længe fascineret en lille kreds af
seriøse samlere. I de senere år har disse imidlertid
fået konkurrence fra et stort og forskelligartet
publikum, der ser den smukke litograferede
filmplakat, som spændende og original udsmykning i
boligen. Vi er i grænselandet mellem kunst og
kitsch, og det er måske netop det, der gør disse
plakater så spændende som dekoration. I
klare dybe farver, med lokkende dramatiske billeder
og med spændende typografi skabt til den enkelte
plakat, slynger den larmende sit ofte politisk
ukorrekte budskab ud i rummet. Især plakaterne fra
før 1960 er fængslende i udformning, og der er ikke
sparet på saft og kraft i de punchlines, der i
kulørte vendinger skulle lokke publikum til.
Helte og
heltinder, skurke og deres kvindelige
modparter kæmper om pladsen på papiret. Flotte
naturscenerier, satire, humor og eventyr af en hver
slags strømmer en i møde.
De
litograferede plakater fra før 1960 blev trykt i
relativt små oplag. De vandrede med filmen fra
biograf til biograf, og ofte blev de i hast sat op
med stifter og ved afmonteringen brutalt revet ned
af en af de mange drenge, der havde fritidsjob som
medhjælper. Det er derfor relativt sjældent i dag at
finde gamle plakater i fin stand, og jagten på dem
er for længst skudt i gang. At de er interessante
for filmfreaks er indlysende, men spændende er det,
at disse kitchede, farvestrålende ”fortidsuhyrer” i
dag er mere end hotte på såvel kollegieværelset som
i den minimalistisk indrettede designerstue over B&O
anlægget. |